I gamle dager, da brevskriving var mer vanlig enn det er i dag, var det mange som brukte brevbøker. Dette var bøker som inneholdt maler og eksempler på ulike typer brev. Alt fra personlige brev til mer formelle forretningsbrev, søknader og lignende. Jeg fant selv en “Brev- og formularbog” fra 1902 på en bruktbutikk for noen uker siden, og tenkte jeg skulle bruke dette innlegget til å dele noen gullkorn fra den.

Boken starter med et kapittel med litt generell informasjon og formaliteter rundt brevskriving. Tiltaleord, f. eks., er ikke noe vi bryr oss særlig om nå lenger, i hvert fall ikke her i Norge, men det var viktig den gangen:

Tiltaleord. Titler. Et brev begynder gjerne med et tiltaleord som f. eks. kjære far, o. s. v.; Hr. gaardbruger Hans Aas, Hr. skibsreder Garmann, Hr. amtmand Aall. Ordet prest bruges ikke paa den maade; enten skrives: Hr. sogneprest Berg, Hr. provst Dahl, eller ogsaa bruges undertiden den latinske titel pastor. I forretningsbreve bruges i almindelighed det enkle Hr. A. Berg, og til et firma med sammensat navn Herrer Th. Dahl & Co., Herre Thor Jensen og Søn. – En statsminister kaldes gjerne “Deres Excellence”, og en biskop “Deres Høiærværdighed”; i titelen over brevet bruges bare: Hr. biskop Brun. I andragender og meldinger til øvrigheden skrives: Til hr. amtmanden i Nordre Bergenshus amt, Til Formandskabet, Til Justisdepartementet, Til Kongen.

På samme måte var det også viktig at man skrev navnet til brevmottakeren riktig. Det er jo en selvfølge nå i dag, men var kanskje ikke det i like stor grad i 1902, ettersom det måtte presiseres i brevboken:

Navne maa vi altid skrive rigtig, da mange mennesker er meget nøie paa det. Vi maa altsaa gjøre forskjel paa Schmidt, Smith og Smitt, Christophersen og Kristoffersen, Dal, Dahl og Dahll, Berg og Bergh, Aas og Aass, Møller og Müller; det gaar ikke an at skrive Nygård til en mand, som selv skriver Nygaard.

Boken har mange nyttige tips til utformingen av selve brevet, og mye av dette er fortsatt relevant den dag i dag. Definitivt til brevskriving, men jeg skulle ønske at flere tok til seg noen av disse tipsene før de sendte e-poster også:

Om selve brevet, hvorledes det skal skrives, er det vanskeligt at give almindelige regler; at skrive godt læres bedst ved efterligning.

Skal vi skrive noget, som er af vigtighed, maa vi naturligvis skrive klad, og denne maa have en bred marg, gjerne halvdelen af papirets bredde, saa det er let at rette og tilføie det, som behøves. Det er nyttigt at tænke nøie over de forskjellige ting, vi vil skrive om, og notere disse paa et stykke papir. Vi kan ogsaa numerere dem; paa den maade falder det lettere at ordne det, vi vil skrive om, og at passe paa bare at skrive in én ting ad gangen.

Det gjør ingen ting, om kladden er lidt lang; det er lettere at forkorte en klad end at udvide den. Og det gjælder at være taalmodig og file og lempe paa udtrykkene, til de bliver jevne og naturlige. Det, som ser let og ligetil ud, har i almindelighed kostet mest arbeide, med mange rettelser og omskrivninger. – Er der rettet svært meget i en klad, er det bedst at skrive den om en gang; da først faar vi oversigt over den og kan dømme om, hvorledes det hele tager sig ud. At læse kladden op høit er meget nyttigt; der er mange ting, som det er lettere at høre end at se, saaledes f. eks. gjentagelser af samme ord og vendinger, stive udtryk og uklare sætninger.

Først og fremst gjælder det at udtrykke sig kort og greit og ligefrem. Hvis det er vanskeligt at finde en passende indledning, er det bedst at gaa lige paa sagen og skrive f. eks.: “Jeg tillader mig at spørge Dem, om o. s. v.” Mange anser det for urigtigt at begynde et brev med ordet “jeg”, men det er nærmest en fordom; “jeg” er ofte det naturligste ord at begynde med.

Lange, indviklede sætninger bør de uøvede undgaa; de er ingen pryd, tvertimod. Heller ikke fremmede ord pynter op; de bør undgaaes, hvis der findes et norsk ord, som kan sættes i stedet.

Enkelte ord, som “bemeldte”, “desangaaende”, gjør altid et daarligt og unaturligt indtryk; “bemeldte” kan godt erstattes af ‘nævnte’, “desangaaende” af ‘derom’. “samme” bruges ogsaa altfor meget: “han har kjøbt et hus og derpaa solgt samme“; ordet “det” eller “dette” er bedre og naturligere. “Ianledning”, for: “i anledning af”, og “grundet”, for: “paa grund af”, og lignende telegram-vendinger bør vi aldrig skrive i vore breve.

Naturlig tale maa være det, vi retter os efter, hvis vi er i tvil om, hvad vi skal skrive; ting, som vi ikke siger, bør vi heller ikke skrive. Mange mennesker skriver altid: “og kan jeg meddele”; “men skal vi straks underrette Dem”. Det er unyttigt og ser ikke godt ud; der er ingen grund til at skrive andet end: “og jeg kan meddele”; “men vi skal straks underrette Dem”.

Undgaaes maa ogsaa de gamle forslidte vendinger, som: “nu vil jeg tage pennen i haand”, og de almindelige undskyldninger for, at papiret eller pennen er daarlig, at tiden er knap. Enkelte mennesker skriver altid: “i al hast”, “toget skal straks gaa, saa jeg faar nok slutte”, o. s. v.

Når man har skrevet ferdig brevet, må det også avsluttes på en god måte, og det var ikke alltid så lett å vite hvilken hilsning man skulle bruke. De forskjellige variantene av “ærbødigst”, “Deres ærbødige”, “i ærbødighet” er overraskende nyanserte i bruken:

Til slegtninge og andre, som vi kjender godt, skriver vi: din (Deres) hengivne, eller bare: din, Deres. Hvis vi takker for en tjeneste, kan vi skrive: Deres forbundne, og lignende udtryk. Til folk, som vi ikke kjender, eller som ikke netop hører til vore fortrolige venner, skrives: ærbødigst; ligesaa i alle skrivelser til myndighederne, selv om vi skriver til en amtmand eller statsraad. I ansøgninger til kongen dog altid: Underdanigst. Deres ærbødige er ligesaa høfligt som “ærbødigst”, men er mere personligt; det kan bare bruges til folk, som vi kjender. I ærbødighed, som undertiden bruges, er mere høitideligt og bør kun bruges, naar vi skriver til ældre og høierestaaende. Forkortelsen “Ærb.” bør aldrig bruges. Forretningsmænd skriver gjerne: “med megen agtelse ærbødigst” eller: “med høiagtelse”. I kravbreve og lignende vil de dog gjerne nøie sig med “ærbødigst”; enkelte forretningsmænd skriver av princip aldrig andet end “ærbødigst” under sine breve, hvad de saa indeholder.

Boken hadde også et godt poeng når det gjaldt hvordan man skrev navnet sitt helt til slutt:

Underskriften maa være tydelig; det er en uskik at skrive sit navn saaledes, at det er ulæseligt for fremmede. Den, som skriver til ukjendte mennesker, bør tilføie sin stilling under navnet, hvis dette ikke kan forstaaes af brevets indhold.

Boken fortsetter med en lang rekke eksempelbrev. Noen av disse er ganske morsomme å lese i vår tid. For eksempel dette frierbrevet:

Kjære frøken Berg!

De maa tilgive mig, at jeg gjør Dem et spørgsmaal, som længe har optaget mine tanker. Jeg er nu i længere tid været daglig sammen med Dem og har havt god anledning til at lære Dem at kjende. Jeg har holdt af Dem, fra første gang vi mødtes, og De er blevet mig saa kjær, at jeg føler med mig selv, at jeg ikke kan blive lykkelig uden Dem. Derfor spørger jeg Dem nu ligefrem, om De vil blive min hustru.

De vil kanskje svare, at det er et ansvarsfuldt hverv at paatage sig, det at være mor for tre børn; men hvad den sag angaar, er jeg for min del ganske tryg. Jeg er overbevist om, at ingen vilde kunne klare dette bedre end De; De har et roligt og elskværdigt væsen, og saavidt jeg har seet, er De overmaade barnekjær, og det vilde være en lykke for mine smaa at faa Dem til mor.

Jeg er ikke nogen ganske ung mand; men jeg haaber, at aarene har givet mig tilstrækkelig erfaring, og at jeg vil være istand til at gjøre livet let og roligt for Dem. Ihvertfald vil jeg gjøre hvad jeg kan, for at skaffe Dem et godt hjem, og jeg har intet høiere ønske end, at De giver mig det svar, jeg saa inderlig haaber paa.

Deres hengivne
. . . . .

Eksempelbrevet er snodig spesifikt; her har man en voksen mann som antakelig har mistet sin første kone, og nå ønsker å finne seg en ny. Boken har ikke et eksempel på frierbrev fra en ung mann uten barn, men jeg vil tro at en variant av det første avsnittet ville kunne brukes også i det tilfellet. Det morsomste er dog ikke frierbrevet, men det som står som eksempel på svar på frierbrev:

Hr. . . . . .

Deres brev var en fuldstændig overraskelse for mig og gjorde mig virkelig ondt. Jeg har i hele den tid vi har været sammen, betragtet Dem som en rigtig god ven og intet andet, og jeg er bedrøvet over, at De i mig har seet noget mere. Jeg ved nu med mig selv, at jeg ikke paa nogen maade har opmuntret Dem eller givet Dem anledning til saadanne forhaabninger, ellers vilde det gjøre mig endnu mere ondt at skrive dette til Dem.

Deres
. . . . . .

Au!
Igjen: brevboken har ingen eksempler på hvordan et positivt svar kunne sett ut, men et positivt svar ville vel vært mye lettere å skrive uansett. Et eksempel på hvordan man kunne formulere seg når svaret måtte bli nei var kanskje av større nytte.

Boken har også et eksempel på brev for å unnskylde seg når man har fornærmet noen:

Hr. formand A. Petersen.

Jeg beklager dybt, at jeg igaar fremkom med nogle fornærmelige ytringer mod Dem; jeg beder Dem herved om undskyldning, og erkjender, at hvad jeg sagde, var fuldstændig uberettiget og usandt.

Jeg var i en ophidset sindsstemning, saa at jeg neppe vidste, hvad jeg sagde eller gjorde; men dette kan ikke paa nogen maade undskylde min optræden ligeoverfor Dem.

Jeg haaber inderlig, at De vil glemme gaarsdagens hændelser, og jeg tør forsikre, at De ikke skal faa nogen grund til at være misfornøiet med mig herefter.

Deres ærbødige
. . . . . . .

Hvem kan vel være langsint på en person som skriver en slik beklagelse?

Så har vi et mer formelt brev. Det var ikke lett å få innvilget skilsmisse i 1902, men det var ikke helt umulig hvis det var ytterst gode grunner til det. Behandling av skilsmissesøknad lå imidlertid ikke til hvem som helst. Man måtte sende søknad til kongen, intet mindre:

Til Kongen.

Jeg tillader mig herved underdanigst at ansøge om at blive skilt fra min mand, vognmand Henrik P. . . .

Han er drikfældig og forsørger ikke mig og vort barn, og vi har stadig været udsat for grov mishandling af ham, saa at jeg har faaet varig skade paa min helse.

Jeg vedlægger vielsesattest og attest fra min sogneprest om, at jeg har ført et ulastelig liv. Ligeledes vedlægger jeg lægeerklæring om følgerne af min mands mishandling af mig.

Underdanigst
Johanne P. . . .
. . . . stad, 3die dec. 1901.

Jeg grøsser bare med tanken på hvor ille forholdene må ha vært i hjemmet før man gikk til det skritt å skrive til kongen for å få slippe unna…

La oss avslutte med noe hyggeligere. Her er et eksempel på en bursdagshilsning:

Kjære Astrid!

Mine hjerteligste lykønskninger til din fødselsdag, – gid du maa have en rigtig hyggelig dag, og at du maa opleve mange saadanne dage efter denne. Jeg husker saa godt din fødselsdag ifjor, da vi feirede den sammen hjemme hos dig, hvor hyggeligt vi da havde det, og jeg ønsker nok, at jeg kunde have kommet op til dig denne gang ogsaa, – men desværre, det lader sig nok ikke gjøre. Til næste 15de september haaber jeg at vi igjen kan mødes, og da skal vi tilbringe en rigtig deilig tid sammen.

Mor sender dig ogsaa sine bedste ønsker i anledning af dagen.

De kjærligste hilsener fra
din
Sofie.

Noe ganske annet enn de mer nøkterne “grattis med dagen” vi gjerne tyr til når vi legger igjen en bursdagsmelding på Facebook-veggen til folk i dag.

---

Kilde:
Brev- og formularbog, Norsk Rigsmaalsforening, Det Norske Aktieforlag, 1902